27. april 2010

En aften i Bremen.

Søndag aften var vi i Bremen for at se Niels Hausgaard - det var hans sidste aften i denne omgang, og aftenen var yderligere krydret med Signe Svendsen, som synger som en åbenbaring.
Niels Hausgaard var rasende god og morsom, og jeg skal da lige love for at vi fik grint; ja, så meget, at vi i går var mega ømme i kæberne. Han kom ikke meget ind på historierne om bror'en, svigerinden og hunden Muddi, men diverse politikere fik da lige en omgang og ellers beskæftigede han sig med diverse relevante emner.
Som altid en meget festlig fornøjelse.

24. april 2010

Det var en lørdag aften!

Gemalen har sat sig foran fjerneren for at se optakten til aftenens boksekamp, som vi i øvrigt ikke kan se uden at betale 600 kr. !!!!!
Jeg har sat mig til PC'en efter en dejlig dag, hvor vi begge har været i haven. Vi har klippet et par bøgetræer lidt ned, og jeg har gravet lidt i det der skal blive min bærhave. Der er allerede indkøbt og plantet solbær, hindbær og så står der yderligere en stikkelsbær fra tidligere tider.
Så er der brugt tid på at rydde mere op i haven, så nu mangler bare en tur på containerpladsen med affaldet.
Inden jeg gik ind her sent på eftermiddagen tog jeg lige et billede af vores Kejserbusk (tror jeg nok den hedder):



I morgen skal vi være sammen med gode venner til god mad og underholdning.

18. april 2010

Det er havetid.

Det er havetid og jeg/vi er i gang med at få ryddet gevaldigt op efter den hårde vinter. Oliventræet er flyttet ud af garagen og ud på terrassen, hvor det kommer til at stå hele sommeren og til langt ud på efteråret, hvor frostgraderne så småt melder sig igen. Det er efterhånden blevet ca. 2 meter højt og er godt og solidt placeret i en halv whiskytønde.
Desværre er mange planter gået til i vinterens løb, men de sejeste er godt på vej. Rabarberne har klaret den og bærbuskene ditto.
Jeg er gået i gang med at lave min nye bærhave, og glæder mig allerede nu til at skulle høste bær senere på året.

10. april 2010

Stemningsbilleder fra påsketuren til Malmø.







Alt i alt var det en rigtig hyggelig tur i dejligt men blæsende koldt vejr. Vi fik travet lidt i gaderne, fik handlet lidt, fik set på kunst, fik spist frokost på det gamle torv, og sluttede af med et besøg på et gammelt konditori.

I dag har jeg fået klippet alle mine roser ned. De var alle godt i gang med mange, mange knopper, så det var lidt med vemod, at de blev klippet. Men jeg trøster mig selv med at de bare bliver flottere til sommer.