Jeg hører til den generation, der i skoletiden måtte gå den tunge og lange vej til skoletandlægen, for at blive boret næsten hver eneste gang - det gjorde man dengang - for derefter at få hullet fyldt med sølv. Dengang gik eleverne ned til skoletandlægen i alfabetisk rækkefølge, og da mit efternavn dengang startede med et "W", var jeg en af de sidste der skulle derned; jeg hadede simpelthen, når der pludselig stod en "dame" i døren til klasselokalet og sagde, at nu var det Gitte's tur til at gå ned til tandlægen.
Og min angst for tandlæger er ikke blevet mindre med alderen.
Tabte så en af mine tudsegamle plomber lige før jul 2010, og da jeg var til tandlæge d. 23/12 gik tanden yderligere i stykker, så der nu skal laves en krone. ØV.
Som sagt hader jeg at gå til tandlæge (har forsøgt at undgå tandlægebesøg i lang tid), men har nu "kvindet mig op" og vil fremover gå regelmæssigt. Lige nu sidder jeg og venter på at tage derop. I dag er planen at han skal bore ud og tage aftryk til kronen, som så bliver lavet og sat på senere på måneden.
Behøver jeg at sige, at jeg SKAL bedøves :-)
Gitte, du er ikke alene!
SvarSletHvert halve år begynder jeg at kredse omkring det pokkers kort fra tandlægen, blive nervøs, hyperventilere lidt og få frygtelig ondt af mig selv. For så at danse (næsten) hjem, når jeg forlader klinikken og sige til mig selv, hvad er det nu egentlig du er bange for ☺.