Viser opslag med etiketten Det sociale liv. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Det sociale liv. Vis alle opslag

16. august 2013

En formiddag i Rusland

Ferien er ved at være på det sidste, og da vi ikke har været ude at rejse i år (eller har lejet et sommerhus i DK), valgte vi at lave en del ting inde og ude; og der er blevet malet diverse steder, sat et par nye håndvaske op og meget, meget mere.
For at ferien ikke kun skulle dreje sig om fysisk arbejde valgte vi også at tage små ture på Sjælland, og i går gik turen så til Rudolph Tegner's Museum og Statuepark i de smukke, smukke omgivelser i Rusland, som området hedder.
Rudolph Tegners kunst er meget markant og meget iøjefaldende, men jeg var især optaget af de buster han har lavet. Af store kendte værker har han lavet Danserindebrønden, som nu står i Helsingør, samt Finsens monumentet Mod Lyset, der står ved Rigshospitalet.

Området Rusland er enestående, så det skal helt sikkert besøges igen, og denne gang med madkurv og kaffe.

I dag går turen til Garden Living Fair ved Frederiksborg Slot; det er første gang vi skal se den, så vi er begge spændte og meget modtagelige for nye input til hus og have.
Selvfølgelig skal også Café Havehuset, som bl.a. drives af en nær veninde, besøges :-)

13. august 2013

En enestående oplevelse

..... var det at høre Pink Floyd's The Wall i Parken søndag aften. En gavebod af lyd- og billedeffekter som en juleaften. Dvs. lyden var (selvfølgelig) for høj til mine ører, men Gemalen havde været så fornuftig at medbringe 2 par ørepropper; og dem havde vi brug for :)
En 148 meter bred mur bygges langsomt op i løbet af første afdeling, og efter pausen bliver den revet ned, efterhånden som Pink's mareridt rinder ud.
The Wall" blev udgivet i 1979, og i 1989 blev pladen et symbol på nedrivningen af muren, der delte Berlin.
Roger Waters var så venlig at tillade at man måtte tage billeder med mobiltelefon, men uden blitz, så de knipsede billeder er ret mørke.
Inden det hele går i gang.

Nu er det gået i gang.....

Det var en meget spektakulær oplevelse med et stort og imponerende sceneshow. En julegave til Gemalen.

Sidste ferieuge er nu startet .......

5. august 2013

Møde med Butterfly og Pinkerton -> opera under åben himmel

Allerførst: tak for julegaven :-)
For dette er nemlig julegaven fra Gemalen og mig til min bror og svigerinde, og ikke mindst vice versa.

Jeg vil ikke sige, at det er en tradition, men det er ved at blive det. Det var anden gang Gemalen og jeg var til opera i Teater Hedeland, og igen var det en enestående oplevelse.
Teater Hedeland skriver selv: 
Opera Hedeland er Danmarks største permanente udendørsscene og danner hvert år ramme om store operaoplevelser. Opsætningerne skabes specielt til teatrets beliggenhed, i det smukke vilde hedelandskab, og det må man sige, det har de ret i!
Vejret artede sig fra sin bedste side omend det var lidt fodkoldt, da klokken nærmede sig midnat; men skidt pyt, for forestillingen var fantastisk. Hvis man ikke er operakyndig, gør man sig selv en tjeneste ved at 1) læse historien bag forestillingen og 2) høre musikken et par gange inden turen til Hedeland.

Handlingen ligner "Miss Saigon" til forveksling, så det er en trist historie; og den kan man læse mere om på Opera Hedelands hjemmeside http://www.operahedeland.dk/

Vi glæder os til næste år.






29. juli 2013

Den Blå Planet

Vi havde valgt dagen i går til et besøg på Planeten; måske årets - indtil nu - varmeste dag...... og det var godt nok også varmt. Selv om vi var helt ude ved vandet føltes det, som om man var sydpå.
Frokosten blev indtaget i Kastrup Strandpark, og mormor havde inviteret i anledning af sin 88-års fødselsdag. Der blev indtaget Kir Royal og efterfølgende dejlig frokost og vand .... masser af vand.
Kort gåtur til Planeten, kort ventetid på at komme ind, og så en indtræden i en fantastisk verden af tableauer med spændende fisk, farverige fisk, farlige fisk og ikke mindst store fisk.
Ikke mindst tunnelen med bl.a. hammerhajer og rokker er imponerende, og sjov var sceneriet med de mange tudser.
Gemalen fanger rokke med kamera.

Flot og stort var det, men omvendt ser det ikke ud som om alle akvarier er store nok ??? Men det ved jeg vist ikke nok om, men under alle omstændigheder var der en del fisk, der svømmede rundt og rundt langs kanten i deres akvarium.
Arrangementet blev sluttet af på Planetens skyggefulde terrasse.
Dejlig, dejlig dag.



14. juli 2013

Afternoon tea ......

Dejligt vejr. Dejlig park. Dejlige mennesker.
Hvad mere kan man ønske sig?

Jeg har ikke været i Bernstorffsparken i Gentofte i mange, mange år; ikke siden dengang for 100 år siden, hvor jeg var ung og luftede mine forældres gravhund.
I går var vi så inviteret i Dr. Louises Tehus i Rosenhaven, og hvilken fornøjelse: vejret var som sagt fremragende, og haven tog sig virkelig godt ud. De opstammede roser stod så flot, og de små lave buskbom hække var klippet på ypperste vis.

I Tehuset kan man bestille mange forskellige teer, som bliver serveret i fine gamle skotske sølvtekander. Dertil var det muligt at få cucumber sandwiches, scones m.m. serveret på en etagere. Te serveres i meget fint og gammelt porcelæn; alle kopper er forskellige.

I sig selv en meget, meget fin oplevelse, som gerne gentages :-)    God søndag.




27. juni 2011

En god kop kaffe.

Ja, det er hvad der bl.a. serveres i Cafe Havehuset i Frederiksborg Slothave. Stedet ligger meget, meget idyllisk i nærheden af barokhaven, og der måtte vi bare lige ind og "lure" i lørdags. Så vidt jeg forstår kommer der løbende udstillinger, så det bliver spændende at se, hvad der diskes op med.
Storehunden fik desværre i går et såkaldt blodøre, hvor der nu står ca. 20 ml blod i den ene øreflap. Jeg skal have ringet til dyrlægen her til morgen, så vi forhåbentlig kan komme op med ham i eftermiddag. Han er ikke forpint, og halen tyder på godt humør, men øreflappen skal tømmes, så han ikke ender op med et blomkålsøre......

24. juni 2011

Mere om Koppartälten ......

Så fandt jeg denne tekst om de i mine øjne fantastiske kobbertelte:

The so called Copper Tents in Hagaparken (Haga Park) were built by King Gustav III (1746-1792) between 1787-1790. There are three different tents, one is modelled after the tent of a Sultan and the main one was made to look like a Roman army tent, I'm not sure about the third one. They were designed by the architect Olof Templeman and the decoration was done by Louis Jean Desprez. They were built to house the royal guard and stables. During WWI the copper reachable from the ground was stolen from all three tents, this one was partly destroyed in a fire in 1953 and all the copper has been replaced, the two smaller tents on each side have the original copper above this level. In 1996 the colour was restored to what is thought to be close to the original cobalt blue.

23. juni 2011

Koppartälten i Hagaparken, Stockholm

I går var jeg og et par andre kolleger i Stockholm. Vi skulle bl.a. sige farvel til en sød svensk kollega, der nu pensionerer sig, og som tager hul på et nyt kapitel i livet. Hun flytter fra Stockholm til en mindre by 1½ times kørsel derfra, så herfra skal lyde: helt og lykke fremover, Britt (vi holder kontakten).
I dagens anledning spiste vi frokost i Koppartälten i Hagaparken i Stockholm; et rigtigt hyggeligt sted. Inde i teltet - som faktisk er malet kobber - ligger der en restaurant med ganske fine retter, og det var en dejlig oplevelse.
Lige nu forsøger jeg at finde frem til historien bag teltet.

6. juni 2011

Her er jeg.

Ja, jeg er stadig meget i live – ukrudt forgår jo ikke så let, som det siges...... men for første gang i bloggens levetid, har jeg holdt blogfri i næsten 3 uger, og det har egentlig været OK. Lysten til at blogge har jeg nok haft, men tiden har ikke været til det overhovedet. Arbejdsopgaverne på jobbet er blevet flere, idet mit arbejdsområde er blevet udvidet, så de resterende af døgnets timer er blevet brugt på andre "vigtige" ting.
Denne weekend er blevet brugt på et fantastisk bryllup på Jomfruens Egede. Vejret viste sig fra sin mest fine side, så hele sceneriet var som taget ud af den bedste romantiske film. Meget, meget smukt og med to meget, meget lykkelige "hovedrolleindehavere".
Gemalen og jeg overnattede på stedet i Fløjelsværelset, hvor det siges, at den hvide dame går igen; men det eneste hvide jeg så, var Gemalen i en hvid badekåbe; og han spøgte ikke :-)
Resten af gårsdagen var ren afslapning i det dejlige vejr.

30. marts 2011

Yndlingssang p.t.

Jeg har fået en sang på hjernen: Oh Land med "White Nights". Den går jeg og nynner hele tiden, og når jeg hører den i radioen, er det stor lykke :-)
Lørdag og søndag blev for det meste tilbragt i haven, så der var nogle, der var meget ømme i kroppen mandag; men på en rigtig god måde. Vi nåede rigtig, rigtig meget, så nu er sæsonen skudt godt i gang. Havehjælpen er næsten færdig med at klippe gedeblad og bøgehække og sætte hegnstolper i jorden, og den hjælp betaler jeg mig gerne fra i årene fremover. I stedet for - som normalt - at have klipningen hængende over hovedet det meste af sommeren, er arbejdet nu gjort, og haven kommer hurtigere til at se pæn ud. Jeg kan anbefale Jonathan, og flere af naboerne har nu også fået øje på ham og har engageret ham til yderligere arbejde :-)
Tirsdagen bød på min månedlige extra fridag, besøg hos datteren med mormor samt dejlig venindefrokost i Dragør. Fire gamle veninder mødes fra tid til anden, og det er altid en fornøjelse. Vi hygger og snakker om dagen og vejen, og da en af veninderne (som den første af os) lige er gået på pension, blev dette emne "behandlet" i detajler. Derefter tilbage til datteren og hente mormor og køre hende hjem igen; og så hjem selv....... Så der blev kørt en del, den dag, men alle var glade, så det var det hele værd.
I dag venter arbejdet igen, bl.a. med en lille videokonference, så god onsdag.

7. marts 2011

En aften med Queen.

Er (endelig) frisk igen, og "fejrede" dette ved at gå i Forum og se/høre Queen musical. Selve historien var tynd, tynd, tynd, men musikken var jo den gode gamle, som jeg (og de andre tre) holder så meget af; og det holdt os oppe. Det var et engelsk ensemble, som var på turné, og al tale på scenen foregik på deres sprog, hvilket vanskeliggjorde forståelsen af den "tynde" historie. Også for mig, der er sproguddannet! Der kunne det have været et stort hit, om den engelske tekst havde rullet på streamere oven over scenen under hele forestillingen. Men skidt pyt; vi klarede det.
Foråret nærmer sig nu med raske skridt, og Gemalen og jeg var da også et smut derude i søndags i det fine vejr. Det er selvfølgelig noget begrænset, hvad man kan komme til nu, men rydde op derude; det kunne vi. Mange planer blev lagt, og een ting er vi meget enige om, og det er, at vi skal have gang i nogle højbede til sommerens urter og grøntsager, så nu skal jeg i gang med at finde nogen, der kan lave nogle rammer til os.
Er så småt ved at skulle i gang med at så frø indenfor, og tænker her bl.a. artiskokker og de nemme squash. Uhm, glæder mig.
Husk på at det i morgen er Kvindernes Internationale Kampdag :-)

2. marts 2011

En skaldyrsaften og

3 dage på langs :-(
Fantastisk aften med mange lækre skaldyr og fisk. Hyggeligt samvær og fejring af et par søde mennesker.
Efterfølgende 3 dage (indtil videre) på langs med opkastning og andet ....... og jeg er nu spændt på, om andre i selskabet er løbet ind i det samme.
Men omvendt hører jeg at der florerer noget - der ligner mine symptomer - i øjeblikket, så hvem ved?
Gemalen er gået fri :-)

23. februar 2011

Som tiden dog går.

Ja, så er der igen gået lang tid, men med et fuldtidsjob og hus og hunde og familie og venner at se til; ja, så er der rigeligt at passe. Yderligere har jeg passet kat i en uges tid; en kat der viste sig at være rigtig, rigtig sød og ikke bare sig selv. Naboerne skulle på vinterferie, og vi har den aftale her på vores vej, at vi kigger efter hinandens huse, og postkasser o.a., når de andre er draget af gårde. Superfin og funktionel ordning.......
Denne gang blev jeg yderligere spurgt, om jeg vil passe en kat, og det sagde jeg ja til, selv om jeg er et udpræget hundemenneske. Troede jeg! For katten viste sig at være supersød, og blev meget hurtigt en lille ven, som blev besøgt hver dag. Det endte faktisk med, at den sad og ventede på mig hver dag ved samme tid. Dejlig oplevelse, og nu er jeg så altså blevet katteven.

Vinklubben har været samlet, og igen en hyggelig aften, hvor der denne gang blev smagt på Zinfandel der primært dyrkes i Californien, og er den mest plantede drue her. Den kan give en vin med meget stor fylde, stor intensitet og den er egnet til lagring. Zinfandel er en særdeles mangesidet drue og bruges til mange forskelligartede vine.
På lørdag står den også på en stor begivenhed, så der er fest og farver i øjeblikket.

Fortsat god uge.

11. februar 2011

Motion skal der til !

De der kender mig ved godt, at jeg ikke hører til den mest motionerende type....... i mange år har jeg nedprioriteret min krop, men det skal være slut nu. Motionscyklen står parat (det har den gjort i mange år), og nu skal den i brug. Jeg er bare så motiveret og glæder mig enormt til at finde glæden ved at bruge min krop. Jeg vil forsøge at variere min træning, så den også indeholder mavebøjninger hver morgen, og step på nederste trappetrin osv.
Røgen er lagt på hylden for mange, mange år siden, og kosten er vi godt i gang med at omlægge her i huset. Vi tænker meget over hvad der puttes i munden og har skåret kraftigt ned på sukker og fedt - og det giver faktisk et meget bedre velbefindende. Det kan jeg mærke..... og så nyder man faktisk endnu mere at komme ud at spise godt. Det gør vi så lige i aften - hos gode venner...... God weekend.

28. januar 2011

RYTTERIET - jeg griner endnu.

Fik 2 billetter forærende til "Rytteriet" på Bellevue; og hvilken fornøjelse. Det er længe siden, vi har overværet noget, der var så morsomt; altså hvis man er til den lidt syge, grove og lidt grænseoverskridende humor!
Alle de gode, velkendte karakterer var der. Bl.a. "Else" der - lige så snart "Erik" var gået i seng - lagde an på de mandlige musikere med et: "Je m'appelle Else" iført den røde kortærmede kjole, de fine guldsko, de røde gamasher (der lige skulle hives op på plads) samt en 2-liter papvin i hånden. Jeg griner stadig!
Fantastisk - jeg tager gerne den forestilling en gang til.
Tak for billetterne.....

24. januar 2011

Kender du den? (man skulle tro jeg var madanmelder)....

Sted: Restaurant Ciao Ciao, Helsingør. Begivenhed: rund fødselsdag. Mad: intet mindre end fantastisk.
Vi var inviteret med som gæster, og fik den bedste restaurantoplevelse, vi længe har fået. Stor var begejstringen allerede da vi trådte ind. Straks blev en lækker velkomstdrink stukket os i hånden, og vi blev budt indenfor i meget sydlandske omgivelser (på trods af at man i dagslys kan kigge lige over vandet til Sverige - det kunne man dog også i mørke, blot for at se lys i vinduerne på den anden side af sundet).
Betjeningen var festlig og med et glimt i øjet, og med en masse italienske ord væltende ud af munden: "ciao", "mamma", "prego", "bella" - ja "you name it"!
Og så begyndte ellers en fabelagtig 3-retters menu:
samt en desserttallerken med bl.a. tiramisu, pannecotta, is samt en yderst delikat chokolademousse + yderligere en god café latte. Uhm.
Kan kun sige til fødselaren og til restauranten: tak for en dejlig oplevelse.

14. januar 2011

Flødeboller.

Sammen med kolleger fra DK, NO og SE har jeg været på besøg i chokoladebutikken Frederiksberg Chokolade; en gammel anerkendt forretning med en chokoladefremstilling der går helt tilbage til 1923. Der var planlagt en team event, hvor vi skulle prøve at lave flødeboller, og jeg skal lige love for, at det var en succes.
Vi havde nogle yderst fornøjelige timer, hvor vi forsøgte os med at lave flødebollerne. Vi gjorde vort bedste, men der opstod alligevel diverse kriser undervejs: nogle tabte skummet i chokoladen, da bollen skulle overtrækkes (det må absolut ikke ske), og andre fik skummet til at se højst besynderligt ud, når det blev sprøjtet ud på bunden (á la noget der ligner efterladenskaber fra en hund ........). Vi lavede hver især 6 små og 6 store flødeboller, og her er de tilbageværende af mine 12:"Chocolatier'en" fortalte os at kombinationen med hvid chokolade samt skum med lakrids var en lækkerbidsken. Hmm; det synes jeg nu ikke :-) Næ, lad mig få de gode gamle med overtræk af en lækker mørk chokolade.

5. januar 2011

Og så blev det 2011.

Hverdagen er begyndt igen. De første dage på job kunne man godt mærke, at man lige skulle op i omdrejninger igen, men allerede i dag onsdag, kører alt på sædvanlig vis. Der er en del arbejdsopgaver, der altid skal gøres omkring årsskiftet, men de er klaret nu, og i stedet skal der forberedes til firmaets vinterkonference i næste uge.

Nytårsaften var hyggelig, og ingen havde - så vidt jeg ved - ondt i håret dagen efter. For første gang i mange, mange år var vi uden børn, og det var da en lidt underlig følelse. Det skal man lige vænne sig til.

Et par af vennerne havde som sagt medbragt festmiddagen som bestod af forret, hovedret, et ostefad samt en dessert, og en anden havde medbragt kransekagen til champagnen kl. midnat.
Det kan anbefales at fordele aftenens opgaver; det giver lidt mere overskud til alle.

Vovserne tog det faktisk overraskende fint. De blev korrigeret, hver gang de gøede, og denne handling fungerede helt efter hensigten (Thank God for Cecar Milan).

Størstehunden har været på smertestillende medicin samt antibiotika, men går nu fint rundt uden bandage, og er på nedtrapning. Han har klaret det så flot. Eneste problem er at han ikke vil lade Gemalen give ham sok og plastikpose på, når han skal ud at gå. Det er kun Fruen selv der du'r....... Tag den, Gemal!

Snart skal han have taget stingene, og så skulle alt være normalt igen; dog nu en klo mindre.

31. december 2010

Nytårsaftensdag 2011 - årets sidste indlæg.....

Gemalen og jeg er nu ladt tilbage i huset (helt alene) efter at have haft huset mere eller mindre invaderet siden 22. december. Som den sidste er sønnen nu draget afsted til Sverige for at holde nytårsaften med vennerne (men så kommer han også tilbage søndag for at hente resten af sin baggage og drage retur til Fyn til kæresten :-)).
Her i huset går det stille og roligt med at forberede Nytårsaften. Som altid får vi maden udefra, og den medbringes af et par af vennerne. Alle aftenens "opgaver" er delt ud på forskellige venner, så vi skal "bare" sørge for et opdækket bord - og så skal der jo lige ryddes op, støvsuges osv. osv.
I går måtte vi desværre lige en ekstra tur forbi dyrlægen, da størstehunden havde revet en negl løs. Det kostede lige en operation, hvor dyrlægen måtte fjerne negl og det yderste af en klo, så nu går vovse rundt med en stor bandage om poten og ser meget bedrøvet ud. Den kommer ikke ud på gåture de første par dage, men må nøjes med haven og dermed en plasticpose på bandagen, hver gang den skal ud. Den skal have smertestillende medicin i en god uges tid samt antibiotika.
Begge hunde plejer at være meget ophidsede, når der skydes med fyrværkeri, så vi er noget spændt på hvordan det kommer til at gå i aften. Dog bliver der ikke skudt noget af til vores party.

13. december 2010

Så vandt jeg !!


I fredags var der som allerede fortalt julefrokost i mit firma, og i dagens løb foregik der diverse aktiviteter. Bl.a. havde vi lodtrækning i kunstforeningen, og jeg var (igen) en af dem, der vandt, og fik denne skulptur med hjem:


Jeg ved ikke om den har et navn, men jeg kalder den "kærlighed", da den har hjerter på ydersiden samt et kyssende par indeni. Jeg tror ikke jeg selv kunne finde på at købe den, men nu står den i alle tilfælde i en vindueskarm og minder os om, hvad der er vigtigt her i verden.

Nu er jeg klar til at tage hul på en ny uge.
God mandag.