29. september 2009

Laptop taske / sleeve - hvordan?

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at lave en laptop taske til min lille 13" arbejdslaptop; men hvordan ?
Alternativt kunne jeg måske finde en lækker taske/sleeve på nettet ?????

Ideer modtages meget gerne.

27. september 2009

Nyt tag på den gamle staldbygning.




Taget er blevet skiftet på den gamle staldbygning fra 1903, og her er det næsten færdige resultat. Tagstenene er brugte tagsten fra et andet hus, og de passer superfint til denne gamle bygning. Der mangler lige et par finesser, men så er det også klart. Ikke flere fugle og ikke mere sne under taget. Perfekt.


Græsset skal slås - måske for sidste gang i år, håber jeg - så jeg skal ud nu, mens Gemalen er i skoven med hundene.

Gemalen har i øvrigt i går lavet hylder til mit projekt "fadebur", og jeg tror det bliver rigtig godt, og vil passe fint til vores gamle køkken. Så mangler lige en gang maling og noget lækkert hyldepapir.

I dag er der også hundetræning med Lillehunden.
God søndag.


26. september 2009

Der er så smukt i Hedeland.




Hedeland er et stort natur- og friluftsområde med et særpræget og spændende landskab. Istidens sten-, grus- og sandaflejringer har dannet grundlaget for mere end 100 års grusgravning og vendt op og ned på den oprindelige flade moræneslette.


Nu er det søer, kanaler, sletter, skove og bakker i et stiliseret landskab.
Ja, sådan skrives der, og det ER et fantastisk område. Vi var der i formiddags, hvor hundene fik en fornøjelig tur, og Lillehunden straks sporerede en hare, som hun måtte løbe efter. Der er en fantastisk flora, hvor det faktisk er tilladt at plukke til eget brug.

I Hedeland er det også muligt at høre og se opera i amfiteatret; det har vi gjort en gang, og hvilken oplevelse det var at sidde i skumringen og nyde musik og lidt vino.
God weekend.


22. september 2009

Brænde i hus ......


Nu er træpillerne i hus, og vi kan få varme i huset hele vinteren. De ankommer i dette øjeblik og bliver sat fint i garagen, så de er lige til at gå til. Siloen i kælderen skal så fyldes op en gang om ugen, men det får man jo også varmen af !!!!!
Jeg har nu været rundt på diverse blogs, og jeg må sige at folk (= primært kvinder) er kreative. Jeg er blevet vildt inspireret, så det er ikke sikkert at min blog har fået sin endelige form endnu. Og hold da op, hvor er der gang i mange nørklerier af forskellig art. Jeg får også lyst til at strikke/hækle igen og leder lige nu efter nogle spændende og lette opskrifter.
I aften er der obligatorisk hundeteori (hvad det så end er....) på vores lokale bibliotek. Glæder mig.

20. september 2009

Dejlig, dejlig søndag 20092009 !!!!!


Det bliver en dejlig dag - se bare vejret.

Min datter har efterspurgt billeder af vovserne på bloggen, så her er et par dugfriske..... Det er ikke en fisk Lillehunden har i munden, men derimod en af Gemalens sokker.
Gemalen er ude af huset i dag, og jeg er gået i gang med dagen. Først lige på PC'en for at checke mailen og så en lille tur på Trendsales, som er stedet hvor jeg handler ..... og sikke nogle kup man kan gøre her. Har lige købt et par Gidigio sko til en MEGET favorabel pris. Så har jeg også nogle ting til salg på QXL, og de skal også lige checkes mhp status.

Næste punkt er så gåtur med hundene, og senere i dag til hundetræning med Lillehunden.
Og så er det i øvrigt bare om at bruge tiden til det man aldrig når i hverdagen.

Terrassen skal gøres klar til vinteren, og pærerne (der er vildt mange i år) skal høstes og lægges i kasser (med huller til udluftning) - også på terrassen.

God søndag.



16. september 2009

Sommerferie på Fejø......


I dag kom jeg til at tænke på vores dejlige sommerferie på Fejø. Her fik vi rigtig slappet af og kunne nyde, at hundene bare løb rundt på grunden, som de ville. Og jeg skal da lige love for at Lillehunden fik løbet efter kaniner (heldigvis uden at fange dem) og mus, mens Storehunden bare kiggede forbavset på. Begge hunde var i vandet til stor fornøjelse for os alle.
Vi var rundt på øen (det var hurtigt gjort), og fik da også købt lidt gode ting, som vi har hjembragt til hjemmet: æblesmør, æblecidereddike, 2 slags honning og ikke mindst en Calvados; i daglig tale bare kaldt Calva.
Glæder mig til at bruge varerne....... og smage på Calva'en.
I det hus vi havde lejet å Fejø, var der indrettet fadebur; en idé som jeg har taget med hjem. Så nu skal jeg også have fadebur, og jeg har allerede bestilt Gemalen til at lave hylder, som jeg skal beklæde med vinyltapet bestilt på nettet. Jeg glæder mig vildt til at få det færdigt, og vil lægge billeder på min blog, når fadeburet er som det skal være. Det bliver godt at få alle "købmandsvarer" på plads i fadeburet.

14. september 2009


Snart er det oktober, og brysterne skal støttes igen.

Så sidder jeg her mandag morgen inden arbejdet kalder, og funderer over verden.
I weekenden har jeg ligget lidt underdrejet. Det er den periode på året, hvor man hurtigt kan føle sig lidt forkølelses- eller influenzasyg, men da det åbenbart ikke er "noget rigtigt", kalder arbejdet til en ny uge.
Gemalen og afkommet har været meget flittige udendørs; jeg har bl.a. været til hundetræning med Lillehunden. God, god oplevelse.

Det er snart oktober - Støt Brysterne måneden - og der skal støttes.....
Hvert år, i oktober måned, er der focus på brystkræft, og det er meget vigtigt, da det er den sygdom, flest kvinder i Danmark rammes af. Èn ud af ni kvinder får brystkræft, og Danmark ligger desværre også højt på listen med den kedelige statistik over, hvor mange, der dør af det.

Allerede nu har jeg set "Støt Brysterne" bluser o.a. i Netto - og de venter bare på at blive købt.

11. september 2009

Så blev det fredag ......

Så blev det fredag.
Jeg vil ikke sige "endelig", for jeg er glad for mit arbejde; men alligevel. Frihed er en god ting.
Afkommet har meldt deres ankomst, og det er da altid dejligt at få dem hjem.
Jeg regner med at vi skal arbejde i haven i weekenden; der er så mange ting jeg har lyst til at få gjort.
Skal begynde til hundetræning på søndag med Lillehunden, og det skal nok blive sjovt.