19. maj 2011

Hvedeknopper a la Fru Plum :-)

Har ledt og ledt efter en super opskrift på hvedeknopper, og det bliver denne:

Fr. Plum’s hvedeknopper

25 g gær

4 dl lunken mælk

100 g smeltet smør

1 æg

12-13 dl hvedemel

1 dl sukker

1 tsk groft salt

2 tsk stødt kardemomme

revet skal af 1 citron

Lun mælken, rør gæren ud i mælken. Kom det smeltede smør i melet, kom mælk, sukker og kardemomme i og ælt dejen grundigt. Lad den hæve i en skål på køkken­bordet til dobbelt størrelse. Slå dejen ned og form den til 24 boller. Stil dem helt tæt i en bradepande eller ildfast fad foret med bagepapir. Fadet skal passe i størrelsen ellers bliver de for flade.

Film pladen løst og stil den i køleskabet til næste morgen, hvis man laver dejen om aftenen, ellers fra morgen til aften. Hvis bollerne er hævet flot op næste morgen kommer man dem direkte i ovnen ved 200 grader og bager dem 20 min. Hvis man synes de trænger til det, eller gerne vil have dem ekstra luftige, stiller man pladen over en stor gryde kogende vand til de er hævet op, og bager dem bagefter.

11. maj 2011

Jeg har investeret:

i en Nespresso maskine; Nespresso Citiz & Milk, som den så fint hedder. Et vennepar har haft den i en længere periode - og har været superglade for den - og vi har fået skøn kaffe, hver eneste gang vi har været på besøg. Da så yderligere en af mine veninder havde investeret i samme; ja, så var jeg solgt :-) Nu er en rød model så havnet hjemme i vores gamle køkken (medfølgende 16 forskellige kaffe-prøvekapsler), og vi tester på livet løs. Der bliver hver dag indtaget 2 kopper kaffe, som bliver nøje vurderet og karakteriseret; og jo: der er mange gode og lækre kaffer at vælge imellem. Uhm.

9. maj 2011

Æbletræet.

Vores lille æbletræ, der mindst har 20 år på bagen, ser fantastisk ud i år. Aldrig har det blomstret så vildt og voldsomt som nu.

Til gengæld har vinteren været meget hård ved roserne i haven. Lige nu ser det lidt trist ud; men der er dog blade på nogle af dem, så jeg håber det bedste.

29. april 2011

Paris - fortsaat

Paris var alletiders, og vi besøgte som sagt bl.a. Sacre Coeur en tidlig formiddag, og nåede også at sidde lidt i fred med vores Cafe Creme, inden stedet blev overrendt af turister i hobetal. Og så skal jeg lige love for, at diverse siluet-klippere og croquis-tegnere dukkede op, for nu skulle der tjenes penge...... Det gav anledning til at vi kunne daffe videre, så vi gik ind i kirken og kom til at opleve noget af en katolsk messe. Meget spændende og en stor kontrast til det liv, der er uden for kirken og på Place du Tertre.
En lille baguette blev det til, og så gik vi videre ned til Gallerie Lafayette, hvor kuplen i taget er enestående og bør ses.
En anden dag befandt vi os i området omkring og på Seinen. Vi sejlede med en Batobus, stod af og på, gik tur langs Seinen, hvor der sker mange forskellige ting. Bl.a. blev der danset Tango på et lille plateau, og det var lige før man fik lyst til at iføre sig danseskoene.
Vi fik gået rigtig mange km i de dage i Paris, og blev fyldt godt op af mange oplevelser.
Clignancourt loppemarkedet (som siges at være det største af sin slags i verden) blev gennemgået, og dele af det var meget spændende.Alt i alt en rigtig dejlig tur med et mindre dejligt hotel (meget slidt), som dog var centralt beliggende, men med for få stjerner - det ændrer vi til næste gang.

21. april 2011

Hjemvendt fra Paris - byernes by.

Skøn forlænget weekend i Paris med Gemalen. Paris er en by, vi begge er glade for, og da der altid er noget at opleve her, er det gang på gang blevet vores destination. Hotellet lå dejligt centralt placeret i Montmartre med gåafstand til Sacre Coeur, Place du Tertre og ikke mindst stormagasinet Galerie Lafayette. Og gået, det fik vi - med mange afstikkere ind på de små cafeer for at få en Café Creme :-) Mere følger, men lige nu må jeg ud i haven. God Påske.

8. april 2011

Storm af orkanstyrke.

Så røg pavillonen på terassen, marmorbordpladen til havebordet samt den fine gamle bænk med jernsider, som Gemalen har brugt mange, mange timer på at renovere.
ØV, siger jeg bare - nu går jagten på en ny pavillon ......

7. april 2011

Det skulle have regnet........

I går altså. Købte gødning i går på vej hjem fra arbejdet. Det ville regne; sagde de kloge - så ud strøg Fruen i haven for at kaste gødning i grams til roserne og alt det andet. Og hvad kom der så: 3 dråber regn....... Nå, men der kom så heldigvis yderligere 3 dråber her til morgen :-) Har besluttet at klippe roserne i weekenden, og så kan de bare gå i gang, kan de.
Men se så lige vores Kejserbusk, som står i fuldt flor:

30. marts 2011

Yndlingssang p.t.

Jeg har fået en sang på hjernen: Oh Land med "White Nights". Den går jeg og nynner hele tiden, og når jeg hører den i radioen, er det stor lykke :-)
Lørdag og søndag blev for det meste tilbragt i haven, så der var nogle, der var meget ømme i kroppen mandag; men på en rigtig god måde. Vi nåede rigtig, rigtig meget, så nu er sæsonen skudt godt i gang. Havehjælpen er næsten færdig med at klippe gedeblad og bøgehække og sætte hegnstolper i jorden, og den hjælp betaler jeg mig gerne fra i årene fremover. I stedet for - som normalt - at have klipningen hængende over hovedet det meste af sommeren, er arbejdet nu gjort, og haven kommer hurtigere til at se pæn ud. Jeg kan anbefale Jonathan, og flere af naboerne har nu også fået øje på ham og har engageret ham til yderligere arbejde :-)
Tirsdagen bød på min månedlige extra fridag, besøg hos datteren med mormor samt dejlig venindefrokost i Dragør. Fire gamle veninder mødes fra tid til anden, og det er altid en fornøjelse. Vi hygger og snakker om dagen og vejen, og da en af veninderne (som den første af os) lige er gået på pension, blev dette emne "behandlet" i detajler. Derefter tilbage til datteren og hente mormor og køre hende hjem igen; og så hjem selv....... Så der blev kørt en del, den dag, men alle var glade, så det var det hele værd.
I dag venter arbejdet igen, bl.a. med en lille videokonference, så god onsdag.

26. marts 2011

Bloggen misligholdes :-(

Ja tak, men jeg skal da også lige love for, at der nu er kommet gang i foråret, og haven trækker ganske meget. I dag fik vi købt en ny top til pavillionen, der står på terrassen, og så må den holde nogle år mere. Gemalen har ellers planer om at bygge en træpavillion i stedet; en pavillion der aldrig skal tages ned for vinteren ....... men det må ske, når den anden ikke kan mere. Kommer tid, kommet råd.
Der er lagt masser af blomsterløg i zinkkar og krukker, og så bliver der ellers klippet på livet løs. Alt det visne skal væk, og jeg må indrømme at det nu kribler i fingrene efter at få klippet roser, men det er ikke tid endnu. Jeg elsker roser og fik sidste år fat i en blå rose, som er yderst interessant. Er spændt på om den - og de andre roser - har overlevet den hårde vinter. I morgen skal jeg ud at gøde roser for første gang i år.
Alle krukker er ved at blive gjort klar til sæsonen, og oliventræerne er flyttet ud af garagen og hen på terrassen, og trives vældig godt.
Hundeturen gik i dag til fantastiske Esrum Sø til et udkigssted, hvorfra man har et fint view ud over søen og dens fantastiske fugleliv. Bl.a. kunne vi se (og høre) skarvkolonien.

19. marts 2011

Et år ældre....... og andet.

Så er fruen i huset blevet et år ældre (på Kvindernes Internationale Kampdag, og hvad kunne være mere passende :-)), og har netop fået et ekstra klap på skulderen i form af en forfremmelse på jobbet. Tak for det; det varmede og ydermere fulgte der en lille ekstra skilling med i lønningsposen, så det er jo ikke så ringe endda. Jeg er simpelthen lykkens "pamjulefis", for jeg beskæftiger med med noget, der er udfordrende hver eneste dag, og med supersøde kolleger og til en fornuftig løn, så hvad kan man ønske sig mere; altså arbejdsmæssigt? Jeg er bare superheldig....
Mit samler- og findegen har vist sig igen i dag, for udover at hente adskillige bøger på genbrugspladsen (i tag-med-hjem-containeren) til min gamle mor, ja så er der i dag blevet hjembragt de fineste blå mundblæste glas: 14 på fod og 14 uden, samt en kande:
De får straks en plads i skabet, og så må de andre pakkes ned og sættes i kælderen til en gang, hvor der igen skal være fest i huset eller haven.
Og så har fruen været så venlig at give sig selv en Iphone i fødselsdagsgave (har købt den brugt), og hvor er den anvendelig. Herfra kan jeg styre mine e-mails og min kalender, og kan på længere sigt sende den gode gamle Filofax på pension.
Jeg er omvendt, og så fuld af begejstring, at selv Gemalen overvejer et skift :-)
Haven skal vi til at tage fat på nu, men får i år hjælp til at klippe bøgehæk og gedeblad, og det er en stor lettelse.
Krokus og Erantis og Vintergækker vælter op allevegne, og snart er det Dorthealiljernes tur ..........