31. december 2009

Årets sidste dag (og Mousse au Chocolat).

Så er det blevet årets sidste dag, og lige nu kører CD'en med fyrværkerilyde for fuld skrue, så de to vovser kan vænne sig lidt til lyden. De har nu begge fået hver en lang tur, og så håber vi det bedste. Planen er at jeg kl. 12.00 tager hundene ind i et rum, hvor gardinerne er trukket for, og hvor jeg så spiller høj musik.
Det er rigtig grimt at se de bange, bange hunde, så hvis ovenstående kan gøre det, er jeg glad..
Ellers er der gjort rent og forberedt til aftenens festivitas.
Maden kommer som sædvanligt udefra (dejlig nemt), og resten af indkøbene er fordelt mellem aftenens gæster. Sådan har vi gjort det i mange år. Dog har jeg som supplement lavet en lille Mousse au Chocolat (6-8 personer):

200g mørk chokolade (ca. 50% cacao)
1 dl appelsinsaft
2 past. æggeblommer
½ liter piskefløde
25 g hasselnødder

Del chokoladen i mindre stykker og smelt den i en skål i vandbad. Tag skålen op og rør appelsinsaft og æggeblommer i chokoladen. Pisk fløden stiv og vend den forsigtigt i chokolademoussen, når denne er kold. Hæld moussen i portionsglas og stil dem koldt, 4-6 timer.
Pynt med nødder i flager.

Her er ingen nytårsløfter; alligevel går det nu så godt med min livstilsændring (primært min kost), at jeg nu også vil prøve at komme i bedre form. Så det er planen.

Med ønsket om en dejlig aften; mange nytårshilsner til alle.

28. december 2009

Tak for julen.

Solen skinner og det er snart tid til et par gåture med hundene. Julen er vel overstået med juleaften hos os, julefrokost 1. juledag hos os og julefrokost 2. juledag hos Svigerinden og Svogeren. Som altid en rigtig dejlig dag i godt selskab, hvor vi altså også får grint SÅ meget (og gerne af os selv). SKØNT.
Datteren blev sat af i København på vejen hjem.
I går kørte jeg Sønnen hjem til det fynske - 2 timer hver vej - men han havde så meget bagage (og så mange gaver), at det nærmest var umuligt at tage med det offentlige. Faktisk havde jeg heller ikke set den nye lejlighed, som han og kæresten er flyttet ind i, så det var rigtig dejligt at komme derover.
Smuk tur; men det bliver jo hurtigt mørkt, så jeg vendte hurtigt næsen hjemad igen.
MEN vi vender frygteligt tilbage til et længere besøg.
Gemalen er lidt smådårlig og ligger på langs, men jeg er så småt begyndt at forberede mig på nytårsaften her i huset med 2 gode vennepar.
Rigtig godt nytår og pas på jer selv derude.

23. december 2009

Merry Christmas .........

Så er det vist ved at være på tide, hvor der skal ønskes glædelig jul.Lillejuleaftensdag; hm...... en dejlig dag ligger forude, og jeg skal have arrangeret de sidste detaljer, mens Gemalen er på arbejde. Vi vågnede op til et koldt hus, men Gemalen nåede lige at gøre et og andet, så der er ved at komme varme på igen. Jeg skal nu til at rense brændeovnen og derefter skal der lige støvsuges; men det er jo også en måde at holde varmen på.
Gemalen og sønnike hjembragte i går et fint lille juletræ, som jeg skal have pyntet i dag. Så skal jeg også have indkøbt det allersidste, og i aften kommer så min mor, som bliver kørt til døren af min bror. Datteren skal på arbejde i morgen og håber at finde kørselslejlighed til det nordlige Sjælland i morgen eftermiddag. Jul skal det nok blive.
Glædelig jul til alle.

15. december 2009

Kender du PINDSVINEVENNERNE i DANMARK ?

Jeg har fået lov til at reklamere lidt for denne forening, som jeg har været medlem af i efterhånden en del år.
Folk ved generelt ikke så meget om hvordan pindsvin skal passes og plejes, og ikke mindst om hvad man skal gøre, hvis man "agter" at redde det lille stikkende dyr, hvis det er kommet galt afsted.
Check hjemmesiden ud og se om det er noget for dig.

De skriver bl.a. om pleje af pindsvin:
"Pindsvin skal have rigeligt med vand til rådighed.
Aldrig mælk, med mindre det er unger, som indtil de er 6 uger gamle, skal have KMR modermælkserstatning. ALDRIG komælk! Det dør ungerne af (voksne pindsvin får diarre og svækkes meget).
Til opfedning af pindsvin er det bedst at bruge killingetørfoder, men brug den bedste kvalitet og ikke det fra supermarkedet, som ellers er godt nok til at fodre de vildtlevende pindsvin med. Avocadofrugt er godt for pindsvin, men brug det kun som dessert. Avocadofrugt er også en god redning for små, moderløse unger indtil de kan få KMR. Avocadoen skal være blød og fuldmoden både til voksne og babies."


Men læs selv mere om emnet på Pindsvinevennernes hjemmeside.

14. december 2009

Dobbelt fødselsdag.......

Det er snart jul, men inden da er det lige tid til en dobbelt fødselsdag: mine dejlige tvillinger fylder 26 år i denne uge, og så kan jeg ikke lade være med at tænke på dengang det var da, og børnene blev født 2 måneder for tidligt. Skulle egentlig have været født 21. februar, men nu blev det altså december - tæt på jul (for tæt synes de) - så vi har altid (mens de boede hjemme) lige klaret en dobbelt fødselsdag, inden vi kunne koncentrere os endeligt om julen.
Datteren kommer lige et smut hjem på dagen og Sønnen fejrer sin fødselsdag i det fynske.
Og så har jeg ellers julefri fra fredag eftermiddag, og hvor jeg glæder mig. Gemalen holder fri mandag, og ellers skal jeg "bare" gå og gøre stille og roligt klar til julen. Hold da op en luxus.
Happy Monday.

8. december 2009

Julegaveindkøb.

I dag starter så indkøb af julegaverne, og jeg må indrømme, at
jeg også i år til dels vil benytte mig af internettet; og tro mig: jeg har her fundet mange spændende ting.
Jeg synes på mange måder, at julen er meget overvældende (og skruet højt op......), og derfor nyder jeg at kunne sidde i fred og ro og bare bestille gaverne hjem. Har ikke så meget tid til overs, så når der endelig er fritid til at handle, så er alle andre mennesker også afsted, og der er vildt crowded.
Derimod nyder jeg, når Gemalen og jeg kan tage os en dejlig bytur, hvor vi ikke absolut behøver at stå i lange, lange køer for at finde gaver, men hvor vi kan gå en dejlig tur, evt. besøge et hyggeligt julemarked og så spise en let frokost på en hyggelig cafe`.
Hvad synes I ?

6. december 2009

Havenissens indtog .......

Som jeg tidligere har oplyst, er jeg ikke begejstret for havenisser; men hvad sker der så: nogle af vennerne, der var med til vores alternative julefrokost i går (i øvrigt en stor succes .....), havde valgt at medbringe et stk. havenisse og sætte den udenfor i al ubemærkethed.
Men den er opdaget, og nu gælder det bare om at finde ud af hvem der har haft den med.
Vi mistænker 2 par, for vi har i mange, mange år drillet hinanden med at sætte diverse mærkelige plasticdyr og nisser i hinandens haver og hjem; altså på en måde, så man ikke lige falder over dem.....
Nå; den får lov at blive stående julen over.
Arrangementet i går var som sagt en stor succes, så det bliver formentlig en tradition. Vennerne havde selv drikkevarer med, og vi stod for maden.
God søndag.

2. december 2009

Så kom nisse no. 2.

Så fik jeg endelig fat i en lidt større limegrøn nisse, og den er nu sat udenfor sammen med den lille. Mangler nu kun lidt gran og grankogler, så der kan se rigtig julet ud udenfor.

Jeg har også fundet den sædvanlige julehilsen frem til hoveddøren. Den fandt jeg for nogle år siden i SuperBest, og den kommer frem i december hvert år.

Har inviteret til alternativ julefrokost for vennerne nu på lørdag, så vi har gang i madproduktionen hver aften i denne uge. Indtil nu er der lavet laksetærter, postej samt bagt de gode Daim muffins fra Miss Muffin - det er anden gang jeg bager dem, og de er altid en succes. Bager dem i farvestrålende forme, og placerer dem i en etagere, når de skal ind på bordet. Det ser bare festligt ud med muffins i flere etager.

Det var alt for nu. God onsdag.