Man anskaffer sig en glæde men også en sorg.

Nogen i familien har lige sagt farvel til deres hund.
Det er altid en stor, stor sorg at sige farvel til et kæledyr, og sorgen bliver ikke mindre af, at dyret er i sin bedste alder.
Det fik mig for det første til at tænke på, at man hver dag skal huske at være glad for det man har (jeg holder af hverdagen), og huske at nyde livet.
Det fik mig dog også til at mindes de gange vi har sagt farvel til en vovse. To gange har vi sagt farvel til hunde, der var gamle og en gang har vi sagt farvel til en hund der kun var 4½ år, og det var dæleme svært, skal jeg hilse og sige. Charlie var en labrodorblanding, som vi alle 4 havde valgt hos en privat familie, hvis labrador var kommet "galt afsted" med en mynde. Det kom der 6 meget dejlige hvalpe ud af, og Charlie flyttede ind hos os. Han var en virkelig god hund: kærlig, lærenem og sjov. Han kunne nemt skabe fest i gaden, og mens han var hvalp lavede han mange "numre". En dag kom han f.eks. med telefonrøret i munden (han havde gnavet ledningen over), en anden dag var det en af mors (utallige (ville Gemalen sige)) sko, og en tredie dag nappede han en hel waleskringle, som mormor have taget med til kaffe, og som bare stod helt alene ude på terrassen et lillebitte øjeblik.
Jo, han var en hund med en stor personlighed, og ham var det svært at sige farvel til.
Men sådan er det: man køber sig en stor, stor glæde men også en stor, stor sorg.
Sådan er livet. I dag er det mandag, og lige om lidt træder jeg ud i verden og tager hul på ugen.