Jeg var nysgerrig, surfede i cyberspace og fandt bl.a. dette:
De fleste danskere kender traditionen med at spise and eller gås Mortens aften (Morten = Sankt Martin af Tours).
Mortens Helgensdag er 11. november, og aftenen før kaldes Mortens aften. Der går mange legender om Martin af Tours, og bedst kendt er den, der handler om, hvordan han blev biskop. Han var meget afholdt, og borgerne i Tours ville gøre ham til biskop. Men Martin var imidlertid en beskeden mand og gemte sig i en gåsesti, for at borgerne ikke skulle finde ham. Men gæssene skæppede op, og Martin blev afsløret og valgt til biskop. Måske benyttede han sin nye værdighed til at dekretere en straf over de irriterende gæs, nemlig at man hvert år 10. november skulle slagte og derefter spise dem, men gennem tiderne er det ikke alle, der har haft råd til gås, og derfor gik de fleste over til at have and på bordet, som vi kender det i dag.
Hvem er nu egentlig Morten Bisp??
Helgenen Morten eller Martin, som han hedder nede i Europa, var den der hjalp de fattige og nødlidende, og mere end 3000 kirker i Frankrig er opkaldt efter ham. Martin blev født i år 316 i Ungarn af romerske forældre, og allerede som 15-årig blev han rytterofficer i den romerske hær og tjente under Konstantin den Anden.
Da han en dag red gennem byporten, lå der på jorden en udhungret og nøgen mand. Martin standsede sin hest, steg af, trak sit sværd og kløvede sin kappe i to halvdele. Den ene halvdel gav han til den fattige tigger, og den anden beholdt han selv. Den efterfølgende nat viste Herren sig for ham i en drøm, og han besluttede sig derefter til at blive døbt og forlade romerhæren for senere at blive missionær.
I 361 grundlagde Martin sit første kloster i Gallien. Senere slog han sig ned i Poitiers i Frankrig. Her grundlagde han den første franske munkeorden. Legenden fortæller, at Martin udover at bruge al sin tid og flid på at hjælpe de nødlidende og fattige også kunne udføre mirakler. En samtidig historieskriver beretter, at Martin kunne vække døde til live. Han har helbredt tusindvis af syge mennesker fra lammelse, blindhed og stumhed.
Omkring midten af 300-tallet dør biskoppen af Tours, og befolkningen ønsker at få munken Martin som ny biskop.
Martin ønsker ikke at ændre sin tilværelse, og for at undgå udnævnelse søger han ly i en gåseflok. Men gæssene røber ham ved at skræppe, og meget mod sin vilje bliver han alligevel udnævnt til biskop.
Han bestrider embedet ved fortsat at være munk, men og kolleger og præster udtrykker vrede over, at han ikke har en adfærd, som en biskop bør have.
Martin dør i 397 på en missionsrejse i en alder af 80 år, og efterfølgende er der stor uenighed om, hvor han skal begraves.
Da Martin dør, er han nær ved Poitiers, stedet hvor han grundlagde sit kloster og folkene der mente naturligvis, at hans gravsted burde være på det sted. Men i nattens mørke stjal folk fra Tours liget af den døde biskop Martin, og sejlede ham ned ad Loirefloden til Tours, hvor hans grav nu befinder sig.
I 659 blev han som den første, der ikke samtidig var martyr, ophøjet til helgen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar