11. august 2011

Hverdag.

Så er det blevet hverdag igen, og vi løber allerede hurtigt i trædemøllen. Som nogen vil vide er mit arbejde flyttet til nye lokaler, og vi sidder nu i kontorlandskab. DET SKAL MAN VÆNNE SIG TIL (skulle jeg hilse og sige), for der er meget støj og folk går rundt og småsnakker, så mon ikke det ender op med nogle retningslinier for hvordan vi agerer i "landskabet". Det håber jeg. Jeg personligt bliver meget træt i hovedet, når jeg adskillige gange i løbet af dagen bliver revet ud af en arbejdsopgave, men omvendt skal det da lige have en chance.
Der er stadig mange, mange praktiske ting, der skal falde på plads, så det bliver spændende at se, hvad det ender op med i sidste ende........

5. august 2011

En gentagelse.

Ja, den er simpelthen så lækker, at den må gentages; altså datterens Citronmåneopskrift - er lige i gang med at bage et par stykker:

250 g smør

250 g sukker

4 æg

250 g mel

3 tsk bagepulver

1 citron

Glasur:

150 g flormelis

3 spsk citronsaft

evt. citronskal

Rør smør og sukker hvidt og tilsæt æggene et ad gangen.

Sigt mel og bagepulver sammen og rør det i dejen sammen med citronsaft og revet citronskal.

Fyld dejen i smurt form 20 x 30 og bag ved 175 grader i ca. 45 min.

Lad den afkøle på en rist og dæk den med en glasur rørt af flormelis, citronsaft og evt. citronskal (måske også lidt gul farve.....)


MUMS igen ....... god fornøjelse.

29. juli 2011

Så gik køleren.

Pga. vejret (= REGNVEJRET) har vi Operettebåden til gode til på tirsdag. Havde ellers lige sat næsen op efter lidt hygge i København i dag, men sådan skulle det ikke være.
I stedet blev det til en mindre bytur til Hillerød, hvor adskillige butikker blev frekventeret. Sønnen fra Odense havde også meldt sin ankomst, så ham kunne jeg så lige samle op på Hillerød station. Og mens jeg sad der - i 10 minutter - var der to mennesker af det modsatte køn, der var så venlige at oplyse mig, at min bil - den dejlige lille Lupo - var utæt foran. Mig ud af bilen, op med motorhjælmen, og kigge ned - er det ikke det man skal ?
Jeg har jo været på "Kvinde, kend din bil" kursus, så jeg ved jo godt hvor de forskellige ting sidder - eller gør jeg ?
Sønnen ankom og så daffede vi lige så stille hen til nærmeste tank, købte kølervæske og hældte i - inden vi kørte resten af vejen hjem...... det lykkedes uden at noget brændte sammen.
Har jeg sagt, at der er bestilt tid på værkstedet i næste uge ?
God weekend.

28. juli 2011

Dejligt med ferie, men ......

øv, øv med det våde vejr.
Ferien har indtil nu budt på vådt, vådt vejr; dog med enkelte opklaringer. Vi har derfor mest været beskæftiget med indendørs sysler, og har været i haven enkelte gange. Men guderne skal vide, at jeg savner de dejlige lange sommerdage med masser af sol. Vi er halvvejs i vores ferie, og håber på skønt vejr i næste uge.
Det er blevet til en enkelt tur til Sverige, en fødselsdag på Charlottenlund Fort, og i morgen venter (i lighed med sidste år) en tur med operettebåden i København. Der er OperaFestival 2011, og i den anledning er der mange opera events rundt om i byen. Jeg glæder mig nu til operettebåden, som sidste år var en stor succes.
Og så bliver der også en tid til en lille Københavnertur ..... ja, det lyder lidt bondsk, kan jeg godt høre, men jeg har selv boet mange år i København, og er nu rigtig glad for at bo mere eller mindre på landet...... - så jeg må godt sige det :-)

21. juli 2011

Ferie, ferie, ferie, syng en glad melodi, la la la......

Det er blevet ferietid for os også, og i år har vi besluttet at blive hjemme, og hvor er det en skøn beslutning :-) Jeg plejer altid at have lidt uro i sjælen, og insisterer normalt på at vi i det mindste tager væk fra huset en uges tid. Men i år har det været helt umuligt at finde et ledigt sommerhus med indhegnet have (til vovserne), og det er jeg egentlig glad for. Jeg rejser jo en del i embeds medfør, så jeg mangler ikke vingesuset lige for tiden. Gemalen er helt anderledes indrettet; han har ikke samme trang til at få luft under vingerne så ofte som jeg, men vi finder ud af det.
Min gamle mor er lige fyldt 86, og hende skal vi fejre på lørdag. Svigerfar bliver senere i år 85, og hans fødselsdag holder vi her i haven i august, så jeg håber vejret bliver fantastisk den dag.
Ellers får vi ryddet op, gjort rent og får taget hul på alle de små og store arbejdsopgaver i huset, der har hobet sig op i årets løb.
Vovserne nyder livet i fulde drag og falder trætte omkuld hver aften:


10. juli 2011

Den fineste stokrose.


For et par år siden (eller måske sidste år?) købte jeg hos Isabella Smith nogle stokrosefrø, og såede dem i haven. Så glemte jeg alt om dem indtil for nylig, hvor der pludseligt væltede stokroser op langs huset. De er i den fineste violette farve (lidt mørkere end på billederne), og tårnhøje - nå ja, overdrivelse fremmer forståelsen :-) Men se dem lige her:

8. juli 2011

Så flytter vi ........

Så er dagen kommet, og i alle husets afdelinger er der heftig aktivitet. Der har selvfølgelig i lang tid være gang i nedpakning af ringbind, og mange er blevet sendt på fjernarkiv, så i dag er det bare de personlige ting, og de mapper vi bruger i hverdagen, der skal pakkes inden kl. 16.00. IT udstyret skal ikke pakkes; det er der interne IT folk, der tager sig af, og det skal efter planen så stå klart på mandag i de nye lokaliteter.
Kontormøblerne overtages af de nye lejere, så der står nye møbler klar i kontorlandskabet det nye sted. Og mht. kontorlandskab: det er jeg meget spændt på. Egentlig frygter jeg det ikke, for jeg har prøvet det tidligere i et andet job, men det giver da nogle udfordringer i form af støj o.a.
Det er en mærkelig dag. Alt er på en eller anden måde i opløsning, og det er underligt at tænke på, at Lupo'en skal køre en lidt længere vej på mandag morgen. Det må den vænne sig til :-)

6. juli 2011

Flytning på arbejdet........

Der er 1½ uge til sommerferie for mit vedkommende, men det betyder ikke, at der slappes af på arbejdet. Jeg har fra begyndelsen af juni 2011 fået nyt arbejdsområde, som jeg er ved at sætte mig godt og grundigt ind i, og derfor er det lidt underligt - lige nu - at skulle tænke på at oplære en kollega, som skal passe jobbet i min ferie. Jeg er jo langt fra rutineret selv, men jeg krydser fingre og håber det bedste.
Yderligere skal mit firma flytte til en ny lokalitet; til helt nye lokaler og med helt nye møbler. Vi skal sidde i kontorlandskab, så det er jeg ret spændt på. Men egentlig glæder jeg mig, og man bliver vel aldrig for gammel til at prøve noget nyt. Jeg får lidt længere til og fra arbejde, og det bliver nok også lidt udfordrende med Helsingørmotorvejen, som vist skal gøre lidt bredene i "min ende".
Så spændt, det er jeg :-)

27. juni 2011

En god kop kaffe.

Ja, det er hvad der bl.a. serveres i Cafe Havehuset i Frederiksborg Slothave. Stedet ligger meget, meget idyllisk i nærheden af barokhaven, og der måtte vi bare lige ind og "lure" i lørdags. Så vidt jeg forstår kommer der løbende udstillinger, så det bliver spændende at se, hvad der diskes op med.
Storehunden fik desværre i går et såkaldt blodøre, hvor der nu står ca. 20 ml blod i den ene øreflap. Jeg skal have ringet til dyrlægen her til morgen, så vi forhåbentlig kan komme op med ham i eftermiddag. Han er ikke forpint, og halen tyder på godt humør, men øreflappen skal tømmes, så han ikke ender op med et blomkålsøre......

24. juni 2011

Mere om Koppartälten ......

Så fandt jeg denne tekst om de i mine øjne fantastiske kobbertelte:

The so called Copper Tents in Hagaparken (Haga Park) were built by King Gustav III (1746-1792) between 1787-1790. There are three different tents, one is modelled after the tent of a Sultan and the main one was made to look like a Roman army tent, I'm not sure about the third one. They were designed by the architect Olof Templeman and the decoration was done by Louis Jean Desprez. They were built to house the royal guard and stables. During WWI the copper reachable from the ground was stolen from all three tents, this one was partly destroyed in a fire in 1953 and all the copper has been replaced, the two smaller tents on each side have the original copper above this level. In 1996 the colour was restored to what is thought to be close to the original cobalt blue.

23. juni 2011

Koppartälten i Hagaparken, Stockholm

I går var jeg og et par andre kolleger i Stockholm. Vi skulle bl.a. sige farvel til en sød svensk kollega, der nu pensionerer sig, og som tager hul på et nyt kapitel i livet. Hun flytter fra Stockholm til en mindre by 1½ times kørsel derfra, så herfra skal lyde: helt og lykke fremover, Britt (vi holder kontakten).
I dagens anledning spiste vi frokost i Koppartälten i Hagaparken i Stockholm; et rigtigt hyggeligt sted. Inde i teltet - som faktisk er malet kobber - ligger der en restaurant med ganske fine retter, og det var en dejlig oplevelse.
Lige nu forsøger jeg at finde frem til historien bag teltet.

19. juni 2011

Lazy sunday.

Hov, der nåede jeg ikke længere, kan jeg se. Men det var det, og der blev slappet af efter en hyggelig sammenkomst lørdag.
Lørdagens menu bestod af:

1. Grøn suppe med ærtebruschetta (4 personer):
Til suppen: 3 store porrer, 2 kartofter, 1 løg, 2 spsk. ekstra jomfruolivenolie, 1 liter grøntsagsbouillon, 1 laurbærblad, 2 timiankviste, 2 dl sødmælk, salt og peber, 1 potte brøndkarse, 150 g rejer.
Ærtebruschetta: 100 g ærter, 1 fed hvidløg, 2 spsk. saltmandler, 1 spsk. ekstra olivenolie, salt og peber, 8 skiver flutes.


Rens porrerne, og skær dem i skiver. Skyl dem godt. Skræl kartofterne, og skær dem i tern. Pil og hak løget.
Varm olien i den gryde og svits porrer, kartofler og løg. Hæld bouillon ved og tilsæt laurbærblade og timiankviste. Det hele skal simre under låg i ca. 20 minutter.
Suppen afkøles og laurbærblade og timiankviste fjernes. Suppen blendes og der tilsættes sødmælk og smages til med salt og peber.

Til bruschettaerne blendes ærter, presset hvidløg, mandler og olivenolie til en pesto-agtig konsistens, som kan smages til med salt og peber. Brødet ristes og toppes med ærtemosen.
Suppen serveres med rejer, brøndkarse og ærtebruschetta.

2. Cæsarsalat med kylling og sprøde fuldkornsstænger (4 personer):
2 kyllingebrystfileter, 2 spsk. ekstra jomfruolivenolie, 2 hjertesalathoveder eller mini-romaine (jeg brugte iceberg og rucola), 50 g parmesan, 1 bakke karse.
Dressing: 1 dl creme fraiche 9%, 2 spsk. mayonnaise, 1 spsk. sød sennep, 1 tsk. grovkornet sennep, 1 lille bundt purløg, salt og peber.
Tilbehør: 4 skiver fuldkornsrugbrød.

Skær kyllingfileter i mindre stykker. Steg dem i olie ca. 3 minutter på hver side, til kødet er mørt. Skyl salaten og tør den. Anret salaten på et fad med kylling og flager af parmesan. Rør dressingen sammen. Smag til med salt og peber, og hæld den over salaten. Top med karse.
Rist brødene og skær dem i stænger.

Dessert: syltede figner, lidt flødeskum og en dejlig kop kaffe fra Nespresso maskinen.

BON APPETIT !

17. juni 2011

It works.

Ja, det gør det. Efter 3-4 dage begyndte huden at skalle af (ingen billeder - det er dog for grimt), og i dag er fødderne begyndt at se rigtigt fine ud. Huden er mere eller mindre blevet udskiftet, og nu tror jeg bare jeg skal forkæle fusserne med et lækkert fodbad i aften og en god gang fodcreme efterfølgende.

Og så bliver det endelig weekend. Det har været en noget anstrengende uge med møder næsten hver dag efter arbejdstid (for Gemalens vedkommende), og for mig har det betydet, at jeg hver dag skulle ræse hjem kl. 16.00 dut af hensyn til hundene. Normalt er jeg meget priviligeret, idet Gemalen er hjemme før mig; og det er så ham, der nærmest altid lufter vovserne om eftermiddagen.
Det skal blive godt med weekend, hvor lørdagen bl.a. bringer en lille sammenkomst med gode venner.

8. juni 2011

Mine fødder i en pose (baby foot).

I går aftes sad jeg med fødderne i poser i 2 timer. Jeg har fået anbefalet et produkt der i løbet af kort tid fjerner den hårde hud, og gør ens fødder lækre og fine til sommersandalerne. Produktet hedder Baby Foot, og æsken indeholder 2 plasticsokker (fyldt med en geléagtig masse). Fødderne ned i poserne, og efter 2 timer af med poserne igen, hvorefter fødderne skylles.
Nu vil jeg så (med tålmod) vente og se resultatet - de mest lækre babybløde fødder. Jeg krydser fingre og vender tilbage med resultatet. Effekten skulle angiveligt holde i 3 måneder :-)

6. juni 2011

Her er jeg.

Ja, jeg er stadig meget i live – ukrudt forgår jo ikke så let, som det siges...... men for første gang i bloggens levetid, har jeg holdt blogfri i næsten 3 uger, og det har egentlig været OK. Lysten til at blogge har jeg nok haft, men tiden har ikke været til det overhovedet. Arbejdsopgaverne på jobbet er blevet flere, idet mit arbejdsområde er blevet udvidet, så de resterende af døgnets timer er blevet brugt på andre "vigtige" ting.
Denne weekend er blevet brugt på et fantastisk bryllup på Jomfruens Egede. Vejret viste sig fra sin mest fine side, så hele sceneriet var som taget ud af den bedste romantiske film. Meget, meget smukt og med to meget, meget lykkelige "hovedrolleindehavere".
Gemalen og jeg overnattede på stedet i Fløjelsværelset, hvor det siges, at den hvide dame går igen; men det eneste hvide jeg så, var Gemalen i en hvid badekåbe; og han spøgte ikke :-)
Resten af gårsdagen var ren afslapning i det dejlige vejr.

19. maj 2011

Hvedeknopper a la Fru Plum :-)

Har ledt og ledt efter en super opskrift på hvedeknopper, og det bliver denne:

Fr. Plum’s hvedeknopper

25 g gær

4 dl lunken mælk

100 g smeltet smør

1 æg

12-13 dl hvedemel

1 dl sukker

1 tsk groft salt

2 tsk stødt kardemomme

revet skal af 1 citron

Lun mælken, rør gæren ud i mælken. Kom det smeltede smør i melet, kom mælk, sukker og kardemomme i og ælt dejen grundigt. Lad den hæve i en skål på køkken­bordet til dobbelt størrelse. Slå dejen ned og form den til 24 boller. Stil dem helt tæt i en bradepande eller ildfast fad foret med bagepapir. Fadet skal passe i størrelsen ellers bliver de for flade.

Film pladen løst og stil den i køleskabet til næste morgen, hvis man laver dejen om aftenen, ellers fra morgen til aften. Hvis bollerne er hævet flot op næste morgen kommer man dem direkte i ovnen ved 200 grader og bager dem 20 min. Hvis man synes de trænger til det, eller gerne vil have dem ekstra luftige, stiller man pladen over en stor gryde kogende vand til de er hævet op, og bager dem bagefter.

11. maj 2011

Jeg har investeret:

i en Nespresso maskine; Nespresso Citiz & Milk, som den så fint hedder. Et vennepar har haft den i en længere periode - og har været superglade for den - og vi har fået skøn kaffe, hver eneste gang vi har været på besøg. Da så yderligere en af mine veninder havde investeret i samme; ja, så var jeg solgt :-) Nu er en rød model så havnet hjemme i vores gamle køkken (medfølgende 16 forskellige kaffe-prøvekapsler), og vi tester på livet løs. Der bliver hver dag indtaget 2 kopper kaffe, som bliver nøje vurderet og karakteriseret; og jo: der er mange gode og lækre kaffer at vælge imellem. Uhm.

9. maj 2011

Æbletræet.

Vores lille æbletræ, der mindst har 20 år på bagen, ser fantastisk ud i år. Aldrig har det blomstret så vildt og voldsomt som nu.

Til gengæld har vinteren været meget hård ved roserne i haven. Lige nu ser det lidt trist ud; men der er dog blade på nogle af dem, så jeg håber det bedste.

29. april 2011

Paris - fortsaat

Paris var alletiders, og vi besøgte som sagt bl.a. Sacre Coeur en tidlig formiddag, og nåede også at sidde lidt i fred med vores Cafe Creme, inden stedet blev overrendt af turister i hobetal. Og så skal jeg lige love for, at diverse siluet-klippere og croquis-tegnere dukkede op, for nu skulle der tjenes penge...... Det gav anledning til at vi kunne daffe videre, så vi gik ind i kirken og kom til at opleve noget af en katolsk messe. Meget spændende og en stor kontrast til det liv, der er uden for kirken og på Place du Tertre.
En lille baguette blev det til, og så gik vi videre ned til Gallerie Lafayette, hvor kuplen i taget er enestående og bør ses.
En anden dag befandt vi os i området omkring og på Seinen. Vi sejlede med en Batobus, stod af og på, gik tur langs Seinen, hvor der sker mange forskellige ting. Bl.a. blev der danset Tango på et lille plateau, og det var lige før man fik lyst til at iføre sig danseskoene.
Vi fik gået rigtig mange km i de dage i Paris, og blev fyldt godt op af mange oplevelser.
Clignancourt loppemarkedet (som siges at være det største af sin slags i verden) blev gennemgået, og dele af det var meget spændende.Alt i alt en rigtig dejlig tur med et mindre dejligt hotel (meget slidt), som dog var centralt beliggende, men med for få stjerner - det ændrer vi til næste gang.

21. april 2011

Hjemvendt fra Paris - byernes by.

Skøn forlænget weekend i Paris med Gemalen. Paris er en by, vi begge er glade for, og da der altid er noget at opleve her, er det gang på gang blevet vores destination. Hotellet lå dejligt centralt placeret i Montmartre med gåafstand til Sacre Coeur, Place du Tertre og ikke mindst stormagasinet Galerie Lafayette. Og gået, det fik vi - med mange afstikkere ind på de små cafeer for at få en Café Creme :-) Mere følger, men lige nu må jeg ud i haven. God Påske.

8. april 2011

Storm af orkanstyrke.

Så røg pavillonen på terassen, marmorbordpladen til havebordet samt den fine gamle bænk med jernsider, som Gemalen har brugt mange, mange timer på at renovere.
ØV, siger jeg bare - nu går jagten på en ny pavillon ......

7. april 2011

Det skulle have regnet........

I går altså. Købte gødning i går på vej hjem fra arbejdet. Det ville regne; sagde de kloge - så ud strøg Fruen i haven for at kaste gødning i grams til roserne og alt det andet. Og hvad kom der så: 3 dråber regn....... Nå, men der kom så heldigvis yderligere 3 dråber her til morgen :-) Har besluttet at klippe roserne i weekenden, og så kan de bare gå i gang, kan de.
Men se så lige vores Kejserbusk, som står i fuldt flor:

30. marts 2011

Yndlingssang p.t.

Jeg har fået en sang på hjernen: Oh Land med "White Nights". Den går jeg og nynner hele tiden, og når jeg hører den i radioen, er det stor lykke :-)
Lørdag og søndag blev for det meste tilbragt i haven, så der var nogle, der var meget ømme i kroppen mandag; men på en rigtig god måde. Vi nåede rigtig, rigtig meget, så nu er sæsonen skudt godt i gang. Havehjælpen er næsten færdig med at klippe gedeblad og bøgehække og sætte hegnstolper i jorden, og den hjælp betaler jeg mig gerne fra i årene fremover. I stedet for - som normalt - at have klipningen hængende over hovedet det meste af sommeren, er arbejdet nu gjort, og haven kommer hurtigere til at se pæn ud. Jeg kan anbefale Jonathan, og flere af naboerne har nu også fået øje på ham og har engageret ham til yderligere arbejde :-)
Tirsdagen bød på min månedlige extra fridag, besøg hos datteren med mormor samt dejlig venindefrokost i Dragør. Fire gamle veninder mødes fra tid til anden, og det er altid en fornøjelse. Vi hygger og snakker om dagen og vejen, og da en af veninderne (som den første af os) lige er gået på pension, blev dette emne "behandlet" i detajler. Derefter tilbage til datteren og hente mormor og køre hende hjem igen; og så hjem selv....... Så der blev kørt en del, den dag, men alle var glade, så det var det hele værd.
I dag venter arbejdet igen, bl.a. med en lille videokonference, så god onsdag.

26. marts 2011

Bloggen misligholdes :-(

Ja tak, men jeg skal da også lige love for, at der nu er kommet gang i foråret, og haven trækker ganske meget. I dag fik vi købt en ny top til pavillionen, der står på terrassen, og så må den holde nogle år mere. Gemalen har ellers planer om at bygge en træpavillion i stedet; en pavillion der aldrig skal tages ned for vinteren ....... men det må ske, når den anden ikke kan mere. Kommer tid, kommet råd.
Der er lagt masser af blomsterløg i zinkkar og krukker, og så bliver der ellers klippet på livet løs. Alt det visne skal væk, og jeg må indrømme at det nu kribler i fingrene efter at få klippet roser, men det er ikke tid endnu. Jeg elsker roser og fik sidste år fat i en blå rose, som er yderst interessant. Er spændt på om den - og de andre roser - har overlevet den hårde vinter. I morgen skal jeg ud at gøde roser for første gang i år.
Alle krukker er ved at blive gjort klar til sæsonen, og oliventræerne er flyttet ud af garagen og hen på terrassen, og trives vældig godt.
Hundeturen gik i dag til fantastiske Esrum Sø til et udkigssted, hvorfra man har et fint view ud over søen og dens fantastiske fugleliv. Bl.a. kunne vi se (og høre) skarvkolonien.

19. marts 2011

Et år ældre....... og andet.

Så er fruen i huset blevet et år ældre (på Kvindernes Internationale Kampdag, og hvad kunne være mere passende :-)), og har netop fået et ekstra klap på skulderen i form af en forfremmelse på jobbet. Tak for det; det varmede og ydermere fulgte der en lille ekstra skilling med i lønningsposen, så det er jo ikke så ringe endda. Jeg er simpelthen lykkens "pamjulefis", for jeg beskæftiger med med noget, der er udfordrende hver eneste dag, og med supersøde kolleger og til en fornuftig løn, så hvad kan man ønske sig mere; altså arbejdsmæssigt? Jeg er bare superheldig....
Mit samler- og findegen har vist sig igen i dag, for udover at hente adskillige bøger på genbrugspladsen (i tag-med-hjem-containeren) til min gamle mor, ja så er der i dag blevet hjembragt de fineste blå mundblæste glas: 14 på fod og 14 uden, samt en kande:
De får straks en plads i skabet, og så må de andre pakkes ned og sættes i kælderen til en gang, hvor der igen skal være fest i huset eller haven.
Og så har fruen været så venlig at give sig selv en Iphone i fødselsdagsgave (har købt den brugt), og hvor er den anvendelig. Herfra kan jeg styre mine e-mails og min kalender, og kan på længere sigt sende den gode gamle Filofax på pension.
Jeg er omvendt, og så fuld af begejstring, at selv Gemalen overvejer et skift :-)
Haven skal vi til at tage fat på nu, men får i år hjælp til at klippe bøgehæk og gedeblad, og det er en stor lettelse.
Krokus og Erantis og Vintergækker vælter op allevegne, og snart er det Dorthealiljernes tur ..........

7. marts 2011

En aften med Queen.

Er (endelig) frisk igen, og "fejrede" dette ved at gå i Forum og se/høre Queen musical. Selve historien var tynd, tynd, tynd, men musikken var jo den gode gamle, som jeg (og de andre tre) holder så meget af; og det holdt os oppe. Det var et engelsk ensemble, som var på turné, og al tale på scenen foregik på deres sprog, hvilket vanskeliggjorde forståelsen af den "tynde" historie. Også for mig, der er sproguddannet! Der kunne det have været et stort hit, om den engelske tekst havde rullet på streamere oven over scenen under hele forestillingen. Men skidt pyt; vi klarede det.
Foråret nærmer sig nu med raske skridt, og Gemalen og jeg var da også et smut derude i søndags i det fine vejr. Det er selvfølgelig noget begrænset, hvad man kan komme til nu, men rydde op derude; det kunne vi. Mange planer blev lagt, og een ting er vi meget enige om, og det er, at vi skal have gang i nogle højbede til sommerens urter og grøntsager, så nu skal jeg i gang med at finde nogen, der kan lave nogle rammer til os.
Er så småt ved at skulle i gang med at så frø indenfor, og tænker her bl.a. artiskokker og de nemme squash. Uhm, glæder mig.
Husk på at det i morgen er Kvindernes Internationale Kampdag :-)

2. marts 2011

En skaldyrsaften og

3 dage på langs :-(
Fantastisk aften med mange lækre skaldyr og fisk. Hyggeligt samvær og fejring af et par søde mennesker.
Efterfølgende 3 dage (indtil videre) på langs med opkastning og andet ....... og jeg er nu spændt på, om andre i selskabet er løbet ind i det samme.
Men omvendt hører jeg at der florerer noget - der ligner mine symptomer - i øjeblikket, så hvem ved?
Gemalen er gået fri :-)

23. februar 2011

Som tiden dog går.

Ja, så er der igen gået lang tid, men med et fuldtidsjob og hus og hunde og familie og venner at se til; ja, så er der rigeligt at passe. Yderligere har jeg passet kat i en uges tid; en kat der viste sig at være rigtig, rigtig sød og ikke bare sig selv. Naboerne skulle på vinterferie, og vi har den aftale her på vores vej, at vi kigger efter hinandens huse, og postkasser o.a., når de andre er draget af gårde. Superfin og funktionel ordning.......
Denne gang blev jeg yderligere spurgt, om jeg vil passe en kat, og det sagde jeg ja til, selv om jeg er et udpræget hundemenneske. Troede jeg! For katten viste sig at være supersød, og blev meget hurtigt en lille ven, som blev besøgt hver dag. Det endte faktisk med, at den sad og ventede på mig hver dag ved samme tid. Dejlig oplevelse, og nu er jeg så altså blevet katteven.

Vinklubben har været samlet, og igen en hyggelig aften, hvor der denne gang blev smagt på Zinfandel der primært dyrkes i Californien, og er den mest plantede drue her. Den kan give en vin med meget stor fylde, stor intensitet og den er egnet til lagring. Zinfandel er en særdeles mangesidet drue og bruges til mange forskelligartede vine.
På lørdag står den også på en stor begivenhed, så der er fest og farver i øjeblikket.

Fortsat god uge.

14. februar 2011

Valentines Day

"Love is a promise, love is a souvenir, once given never forgotten, never let it disappear."
John Lennon (1940-1980)

Behøver jeg sige mere :-)

11. februar 2011

Motion skal der til !

De der kender mig ved godt, at jeg ikke hører til den mest motionerende type....... i mange år har jeg nedprioriteret min krop, men det skal være slut nu. Motionscyklen står parat (det har den gjort i mange år), og nu skal den i brug. Jeg er bare så motiveret og glæder mig enormt til at finde glæden ved at bruge min krop. Jeg vil forsøge at variere min træning, så den også indeholder mavebøjninger hver morgen, og step på nederste trappetrin osv.
Røgen er lagt på hylden for mange, mange år siden, og kosten er vi godt i gang med at omlægge her i huset. Vi tænker meget over hvad der puttes i munden og har skåret kraftigt ned på sukker og fedt - og det giver faktisk et meget bedre velbefindende. Det kan jeg mærke..... og så nyder man faktisk endnu mere at komme ud at spise godt. Det gør vi så lige i aften - hos gode venner...... God weekend.

8. februar 2011

Franske toner.


Hvis man som jeg er begejstret for fransk musik - ikke alt selvfølgelig - kan jeg klart anbefale Radio Douce France.

Find den på nettet, og hør den, men du sidder ved PC'en. God fornøjelse.

3. februar 2011

Gammelt ferieår / nyt ferieår - Paris, here we come.

  1. Det er ved at være ved de tider, hvor man lige sætter sig ned og tænker over, hvor mange feriedage man har brugt, og ikke mindst hvor mange der er tilbage og skal bruges, inden det nye ferieår starter 1. maj. Jeg - og Gemalen - har hver 5 dage tilbage, og er i den forbindelse blevet enige om at fyre nogle dage af på en lille tur til byernes by, Paris.
  2. Jeg er derfor på jagt efter et godt, billigt og centralt beliggende hotel, og efterlyser gode forslag. Hvor boede du, da du var i Paris, og kan du anbefale hotellet?

28. januar 2011

RYTTERIET - jeg griner endnu.

Fik 2 billetter forærende til "Rytteriet" på Bellevue; og hvilken fornøjelse. Det er længe siden, vi har overværet noget, der var så morsomt; altså hvis man er til den lidt syge, grove og lidt grænseoverskridende humor!
Alle de gode, velkendte karakterer var der. Bl.a. "Else" der - lige så snart "Erik" var gået i seng - lagde an på de mandlige musikere med et: "Je m'appelle Else" iført den røde kortærmede kjole, de fine guldsko, de røde gamasher (der lige skulle hives op på plads) samt en 2-liter papvin i hånden. Jeg griner stadig!
Fantastisk - jeg tager gerne den forestilling en gang til.
Tak for billetterne.....

24. januar 2011

Og apropos italiensk mad....


..... så fandt jeg denne bog i Føtex i dag (29 kr.): "Moderne Mamma" med et væld af italienske opskrifter. 12 moderne italienske mødre afslører deres mest fantastiske familieopskrifter.
Og så er det jo bare om at gå i gang :-)

Kender du den? (man skulle tro jeg var madanmelder)....

Sted: Restaurant Ciao Ciao, Helsingør. Begivenhed: rund fødselsdag. Mad: intet mindre end fantastisk.
Vi var inviteret med som gæster, og fik den bedste restaurantoplevelse, vi længe har fået. Stor var begejstringen allerede da vi trådte ind. Straks blev en lækker velkomstdrink stukket os i hånden, og vi blev budt indenfor i meget sydlandske omgivelser (på trods af at man i dagslys kan kigge lige over vandet til Sverige - det kunne man dog også i mørke, blot for at se lys i vinduerne på den anden side af sundet).
Betjeningen var festlig og med et glimt i øjet, og med en masse italienske ord væltende ud af munden: "ciao", "mamma", "prego", "bella" - ja "you name it"!
Og så begyndte ellers en fabelagtig 3-retters menu:
samt en desserttallerken med bl.a. tiramisu, pannecotta, is samt en yderst delikat chokolademousse + yderligere en god café latte. Uhm.
Kan kun sige til fødselaren og til restauranten: tak for en dejlig oplevelse.

18. januar 2011

Pas på med grøn te.........

Uddrag fra Ugeskrift for Læger:
"Det kan give leverskader at drikke – grøn te
.
Grøn te opfattes normalt som en sund drik med helbredsgavnlige egenskaber. Det er især teens antioxidanter, som menes at have de helbredsgavnlige virkninger. Men dyreforsøg har vist, at teens antioxidanter kan have en leverforgiftende effekt og medføre leverskader. Det forekommer yderst sjældent, men er alvorligt.
Læs en sygehistorie om en kvinde, der blev indlagt med forhøjede levertal, der viste sig at skyldes indtag af 4-6 kopper grøn te dagligt:

En kvindelig patient kom ind med forhøjede levertal, og efter en omfattende udredning viste symptomerne sig at skyldes leverbetændelse.

Den 55-årige kvinde havde i flere uger følt sig træt og utilpas. Hun havde gennem et halvt år dagligt drukket mellem 4-6 kopper grøn te med citrus, købt i et dansk supermarked.
Efter udredningen blev kvinden efterfølgende sendt hjem og bedt om at holde sig fra den grønne te. Efter blot to uger var hendes levertal næsten normale.

Det er de ellers så gavnlige antioxidanter, som udgør en risiko, men det er en reaktion, som forekommer ekstremt sjældent. Det kræver sandsynligvis en vis disponering, før leveren reagerer sådan på grøn te."

Så kan man tænke lidt over den :-)

14. januar 2011

Flødeboller.

Sammen med kolleger fra DK, NO og SE har jeg været på besøg i chokoladebutikken Frederiksberg Chokolade; en gammel anerkendt forretning med en chokoladefremstilling der går helt tilbage til 1923. Der var planlagt en team event, hvor vi skulle prøve at lave flødeboller, og jeg skal lige love for, at det var en succes.
Vi havde nogle yderst fornøjelige timer, hvor vi forsøgte os med at lave flødebollerne. Vi gjorde vort bedste, men der opstod alligevel diverse kriser undervejs: nogle tabte skummet i chokoladen, da bollen skulle overtrækkes (det må absolut ikke ske), og andre fik skummet til at se højst besynderligt ud, når det blev sprøjtet ud på bunden (á la noget der ligner efterladenskaber fra en hund ........). Vi lavede hver især 6 små og 6 store flødeboller, og her er de tilbageværende af mine 12:"Chocolatier'en" fortalte os at kombinationen med hvid chokolade samt skum med lakrids var en lækkerbidsken. Hmm; det synes jeg nu ikke :-) Næ, lad mig få de gode gamle med overtræk af en lækker mørk chokolade.

13. januar 2011

Retur.

Retur efter 3 dages vinterkonference på Konventum og klar til at tage hul på det, der er tilbage af arbejdsugen. Som jeg tidligere har skrevet, afholder mit firma 2 årlige konferencer for hele firmaet, hvor både DK, NO og SE medarbejdere samles, og det er meget givende og meget brugbart, da vi arbejder på kryds og tværs af de 3 lande. De 3 dage har været meget faglige, og mandag aften var der arrangeret rock and roll fest, hvor de fleste havde været meget opfindsomme med deres udklædning. En paryk kan gøre underværker, skal jeg hilse og sige; og hvis man så også smider brillerne..........
Størstehunden er nu fit for fight efter at Gemalen tog trådene fra poten i søndags, og der er fuld speed på igen.
God dag.

7. januar 2011

Tabte en plombe, og.........

Jeg hører til den generation, der i skoletiden måtte gå den tunge og lange vej til skoletandlægen, for at blive boret næsten hver eneste gang - det gjorde man dengang - for derefter at få hullet fyldt med sølv. Dengang gik eleverne ned til skoletandlægen i alfabetisk rækkefølge, og da mit efternavn dengang startede med et "W", var jeg en af de sidste der skulle derned; jeg hadede simpelthen, når der pludselig stod en "dame" i døren til klasselokalet og sagde, at nu var det Gitte's tur til at gå ned til tandlægen.
Og min angst for tandlæger er ikke blevet mindre med alderen.
Tabte så en af mine tudsegamle plomber lige før jul 2010, og da jeg var til tandlæge d. 23/12 gik tanden yderligere i stykker, så der nu skal laves en krone. ØV.
Som sagt hader jeg at gå til tandlæge (har forsøgt at undgå tandlægebesøg i lang tid), men har nu "kvindet mig op" og vil fremover gå regelmæssigt. Lige nu sidder jeg og venter på at tage derop. I dag er planen at han skal bore ud og tage aftryk til kronen, som så bliver lavet og sat på senere på måneden.
Behøver jeg at sige, at jeg SKAL bedøves :-)

5. januar 2011

Og så blev det 2011.

Hverdagen er begyndt igen. De første dage på job kunne man godt mærke, at man lige skulle op i omdrejninger igen, men allerede i dag onsdag, kører alt på sædvanlig vis. Der er en del arbejdsopgaver, der altid skal gøres omkring årsskiftet, men de er klaret nu, og i stedet skal der forberedes til firmaets vinterkonference i næste uge.

Nytårsaften var hyggelig, og ingen havde - så vidt jeg ved - ondt i håret dagen efter. For første gang i mange, mange år var vi uden børn, og det var da en lidt underlig følelse. Det skal man lige vænne sig til.

Et par af vennerne havde som sagt medbragt festmiddagen som bestod af forret, hovedret, et ostefad samt en dessert, og en anden havde medbragt kransekagen til champagnen kl. midnat.
Det kan anbefales at fordele aftenens opgaver; det giver lidt mere overskud til alle.

Vovserne tog det faktisk overraskende fint. De blev korrigeret, hver gang de gøede, og denne handling fungerede helt efter hensigten (Thank God for Cecar Milan).

Størstehunden har været på smertestillende medicin samt antibiotika, men går nu fint rundt uden bandage, og er på nedtrapning. Han har klaret det så flot. Eneste problem er at han ikke vil lade Gemalen give ham sok og plastikpose på, når han skal ud at gå. Det er kun Fruen selv der du'r....... Tag den, Gemal!

Snart skal han have taget stingene, og så skulle alt være normalt igen; dog nu en klo mindre.